Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Af sognepræst Asger Korsholm

Udgivet man d. 21. aug 2017, kl. 08:00
Kirkenyt

Skovkirkegården indvies

Søndag den 3. sept. indvies det nye afsnit af Vildbjerg kirkegård, som er indrettet som skovkirkegård.

Iflg. lov om folkekirkens kirker og kirkegårde skal en kirkegård indvies inden den tages i brug. Det gælder også, når et nyt kirkegårdsafsnit tages i brug.

Indvielsen kan ske i forbindelse med den første begravelse eller efter en ordinær gudstjeneste.

Vildbjerg menighedsråd har valgt, at indvielsen af skovkirkegården skal ske efter gudstjenesten søndag den 3. sept. Gudstjenesten holdes derfor i Vildbjerg kapel kl. 10.30.

Ved afslutningen af gudstjenesten vil vi gå ud til indgangen til afsnittet med skovkirkegården.

Der er et autoriseret ritual for kirkegårdsindvielse.

Det består af flg.:

  • Vi synger en salme.
  • Præsten læser uddrag af Første Korintherbrev kap. 15, som handler om Kristi opstandelse og sejr over døden og betydningen af dette for vor død og opstandelse til evigt liv.
  • Dernæst følger indvielsesordene, så afsnittet er indviet til kristen begravelsesplads i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Alle er velkomne til at deltage i gudstjenesten og kirkegårdsindvielsen. Der vil efter indvielsesritualet være mulighed for at besigtige de muligheder for gravstedsformer, som skovkirkegården rummer og høre om de regler, der gælder for gravsten, blomster og lys i dette afsnit af kirkegården.

Asger Grove Korsholm