Kirkeklumme

Ved lærer på NØV Carsten Vestergaard

Som verden ser ud p.t. (indsæt selv et par verdensledere med netop de forbogstaver) kan det være godt at blive mindet om en grundlæggende sandhed. Noget som er fundamentalt rigtigt og vigtigt for mennesker, og som ikke er lige så omskifteligt som en toldsats eller en forårsmode. En sådan sandhed læste jeg forleden i Preben Koks bog ”Arvegods”, og sætningen har rumsteret i mit hoved som en modvægt mod enhver form for fordom, enhver tilnærmelse til bedrevidenhed og samtlige hurtige førstehåndsindtryk af et andet menneske på min vej. Sætningen lyder:

 ”Det eneste, du med sikkerhed kan vide om et andet menneske, er, at det er lige så elsket af Gud, som du selv er.”

Der findes mange måder at være fordomsfuld på. Man kan se op til og se ned på, man kan undre sig over mystiske reaktioner hos naboen og mærkelige karaktertræk ved sine kolleger, og man kan hurtigt bedømme den absolut forkerte børneopdragelsesmetode ved kassen i Bilka eller noget helt fjerde, som man selvfølgelig selv havde haft langt bedre styr på og tacklet helt anderledes fornuftigt. Men hvad ved jeg egentlig, når det kommer til stykket? For hvis der kun er en ting, jeg med sikkerhed kan vide om et andet menneske (læs lige sætningen med fed igen), så må alle mine forudindtagede tanker og bedømmelser af mine medmennsker komme til kort, blive lagt til side og bane vej for et ligeværdigt møde i øjenhøjde uden at se hverken op til eller ned på.

Måske vi bare kunne nøjes med fordomsfrit at se og få øje på den helt ufatteligt kærlige Gud, hvis mennesker kommer i alle former og finurligheder. Da selv den toldsatsende Zakæus først blev set af Jesus selv, så måtte fordomme og fordømmelse vige for en ny begyndelse. Måske vi hver især kunne tage den forårsmode til os og fremfor at forsøge at kvalificere os til DM i bedrevidenhed, så bare huske at:

”Det eneste, du med sikkerhed kan vide om et andet menneske, er, at det er lige så elsket af Gud, som du selv er.”