Det er der mange meninger om. Dem lader jeg ligge (sammen med skuffejernet).

I stedet vil jeg berette om en kvinde, der var lidt vild med vilje. Hun boede i en storby, og for at komme på arbejde skulle hun både gå et stykke og tage offentlig transport. Kvinden ærgrede sig i sit stille sind over, at turen gik gennem en forholdsvis grå del af byen, hvor der ikke var særlig mange grønne områder med træer, buske, græs og blomster.

Det vilde var, at det havde hun tænkt sig at ændre. Hun købte en masse blomsterfrø i små breve.

En morgen puttede hun alle frøene i sine lommer. Hemmelighedsfuldt som i en eventyrfilm gik hun den kedelige og kendte grå vej på arbejde. Hver gang hun kom forbi en sprække med bar jord, dryssede hun lidt frø hist og her.

Og sommeren gjorde sit livgivende indtog. Fik ethvert frø til at spire, ganske vildt og fredsommeligt.

En viljefast men stiplet vej af skønne blomster farvede nu den daglige tur til og fra arbejdet. Det gav ikke blot en mere inspirerende tur, men også et mere inspirerende arbejde. Selv busturen blev bedre af, at margueritter og valmuer ventede ved stationen.

Jeg tror, at der er mange mennesker, der har gjort hende kunsten efter. De har sået så meget, som er blevet til glæde for naboer, venner, kollegaer, ja større dele af byen. Lad os være taknemmelige og dele frø, liv og glæde med hinanden.

Glædelig sommer.